60.000 arbejdsskader om året kalder på en stærk arbejdsmiljøaftale

Offentliggjort den 21. februar 2026 kl. 09.14

Forestil dig et år, hvor alle indbyggere i Horsens kom til skade, mens de var på arbejde. Det lyder absurd, og de østjyske borgere skulle også være mere end almindeligt uheldige, men tallet er ikke grebet ud af den blå luft. For i 2024 blev der anmeldt godt 60.000 arbejdsskader i Danmark – omtrent svarende til alle indbyggere i Horsens.

 

Et debatindlæg af Johnny Gaardsdal, medlem af BUPLs forretningsudvalg. Lene Krabbe Dahl, forbundssekretær, 3F. Gitte Geertsen, næstformand, HK Privat.  Stig Søllested, næstformand, Blik – og Rørarbejderforbundet.

Antallet af arbejdsskader buldrer fortsat derudad. Derfor følger vi neglebidende med på sidelinjen, mens den politiske aftale om arbejdsmiljø genforhandles i år.

Kære politikere – pas nu godt på lønmodtagernes liv og helbred. Hold fast i det nuværende tilsynstryk og Arbejdstilsynets økonomi, når I inden længe skal forhandle om en ny aftale om arbejdsmiljø. Gør ikke arbejdsmiljøets vagthund, Arbejdstilsynet, tandløs ved at fjerne tilsynskroner. For mange arbejdsgivere er risikoen for tilsyn fortsat den største motivation for at ændre på dårligt arbejdsmiljø.

Vi står nemlig ved en skillevej. Enten styrker vi indsatsen for at beskytte lønmodtagerne bedre i en tid med øget pres på arbejdslivet, eller også risikerer vi at svække, forenkle og spare på det sikkerhedsnet, som alt for mange allerede i dag falder igennem.

Et godt arbejdsmiljø opstår ikke af sig selv. Det kræver politisk vilje, ressourcer og et opprioriteret Arbejdstilsyn, der fører reel og effektiv kontrol med, at lønmodtagerne helbred ikke sættes over styr. Derfor har vi store forventninger til, at politikerne sikrer netop det.

For Arbejdstilsynet er helt afgørende for, at der hersker et godt arbejdsmiljø på arbejdspladserne, og at regler bliver overholdt i praksis. Alligevel er der udsigt til et kraftigt fald i Arbejdstilsynets ressourcer på over 90 mio. kroner i 2027, når den politiske aftale om arbejdsmiljø og social dumping fra 2023 udløber. Og det statslige arbejdsprogram lægger desuden op til at skære i Arbejdstilsynets grundtilsyn. Den nedskæring kan føre til langt ringere kontrol med arbejdsmiljøet.

Det er afgørende, at der bliver ført gode tilsyn. Tilsynstrykket skal være højt og kvaliteten skal være solid. Tilsyn er med til at forebygge sygefravær og arbejdsskader og er helt afgørende i en tid med mangel på arbejdskraft og stigende pensionsalder.

 

I dag ser vi desværre alt for få reaktioner fra Arbejdstilsynet på fysisk nedslidning og psykisk arbejdsmiljø. I 2025 blev der i alt givet 17.900 reaktioner. Kun knap fem procent af reaktionerne handlede om muskel- og skeletbesvær, altså fysisk nedslidning, og kun knap seks procent handlede om det psykiske arbejdsmiljø.

Men det er netop her, at mange lønmodtagere betaler prisen med ødelagte kroppe, stress og langvarigt sygefravær. Det er ikke acceptabelt. Tilsyn med det arbejdsmiljø, der slider fysisk og psykisk, skal opprioriteres markant, ligesom Arbejdstilsynet i højere grad skal reagere på konkrete klager fra ansatte, der råber vagt i gevær.

Samtidig må pendulet ikke svinge væk fra kontrol og over mod vejledning. Vejledning er vigtig, men det er ikke Arbejdstilsynets kerneopgave. Det er kontrol derimod.

 

Vi hører allerede krav fra arbejdsgiversiden om, at der er behov for at rydde op i arbejdsmiljøreglerne. Men forenkling må aldrig føre til dårligere beskyttelse. Arbejdsmiljøet er et arbejdsgiveransvar, og det må ikke skubbes over på den enkelte ansatte. Hverken i forhold til tunge løft eller stress.

Et godt arbejdsmiljø bygger også på viden, og derfor er det dybt bekymrende, at Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) står ovenfor en besparelse på cirka 20 mio. kr. fra næste år og frem. Det svarer til en reduktion af bevillingen på omkring 25 procent.

Det vil svække forskningen i alt fra farlig kemi og fysisk nedslidning til psykisk arbejdsmiljø og arbejdsmiljøøkonomi.

Det er kortsigtet og dyrt i længden. Forskning forebygger ulykker, sygdom og nedslidning og sparer både samfundet og virksomheder for store udgifter og de ansatte for en ringere livskvalitet.

 

Vi opfordrer derfor kraftigt til, at den kommende aftale om arbejdsmiljø som minimum fastholder niveauet fra den nuværende politiske aftale fra 2023.

Det handler om os alle sammen. Om retten til at kunne gå trygt på arbejde og komme rask hjem igen, både i dag og i morgen. Det kræver viden, og det kræver et stærkt Arbejdstilsyn og regler, der bliver håndhævet. Det skylder vi alle dem, der hver dag får Danmark til at hænge sammen.

 

Læs hele artiklen her