Første del af genåbningen efter den store corona-lockdown er gået bedre i daginstitutioner, skoler og fritidsinstitutioner, end man kunne have frygtet. Men mange steder er arbejdsmiljø-buen spændt hårdt – så hårdt, at vi skal passe på, at buen ikke knækker.
Pædagoger strækker sig i øjeblikket langt i arbejdet med at få retningslinjer og børns trivsel til at gå hånd i hånd. Meldingerne lyder, at det er gået godt i den første tid, men også, at det slider ekstra på medarbejderne.
Og her skal man altså huske på, at vi langt fra kører på fuldt blus alle steder endnu. Og hvis vi i den kommende tid skal åbne mere op, og flere børn skal vende tilbage til institutioner og skoler, så skal der stilles højere krav til arbejdsmiljøet.
Pædagogerne strækker sig, ligesom de andre frontmedarbejdere under corona-krisen, ekstraordinært langt og nogle gange urimeligt langt for at løse opgaven. De er fleksible, tilsidesætter egne behov og viser det højt besungne samfundssind, men det kan de ikke blive ved med i samme grad i al uendelighed.
Det kræver, at kommuner og ledere, som minimum skal overholde overenskomsten og de arbejdsmiljøregler som foreligger, så for eksempel pauser kan holdes, og varsler kan gives. Overenskomster og arbejdsmiljøregler er ikke sat ud af kraft – corona eller ej!
Og så skal der fortsat kunne leveres den plads, den rengøring, det ekstra personale og de værnemidler, der skal til for at fortsætte genåbningen sundhedsmæssigt forsvarligt. Kan de nødvendige rammer ikke stilles til rådighed, må yderligere genåbning udskydes eller simpelthen rulles tilbage.
Vi alle har et særligt ansvar for de faggrupper, der hver dag går på arbejde for at holde samfundet i gang. Derfor skylder vi også, at sikre frontpersonalet et ordentligt arbejdsmiljø. Vi har corona-krise – ikke lovløse tilstande!