Kampen for gode normeringer i daginstitutioner har været og er en politisk hjørnesten i BUPL, og vi havde høje forventninger, da aftalen om minimumsnormeringer blev indgået i 2019. Men hvordan er det gået?
Først og fremmest er minimumsnormeringer ikke lig med høj faglig kvalitet og et godt arbejdsmiljø. De er et ’minimumsgrundlag’ for, at vi kan arbejde med at skabe plads til fagligheden og sigte mod et sundt og berigende arbejdsmiljø, hvor vi kan hjælpe og støtte hinanden i det daglige pædagogiske arbejde.
Er det dårligere end minimum, bliver det svært at lykkes.
Sidste år – 2024 – var så det første år, hvor kommunerne ved lov var forpligtet til at levere minimumsnormeringer i daginstitutionerne. Derfor var det med spænding, at vi i sidste uge modtog den første opgørelse fra Danmarks Statistik over, hvor mange kommuner der har levet op til loven.
Tallene viser, at 15 kommuner ikke overholder loven om minimumsnormeringer, og ni af dem lever hverken op til minimumsnormeringerne i deres vuggestuer eller deres børnehaver. Det er på ingen måde i orden, og det er endnu et vidnesbyrd om, at vi langt fra er i mål med vores politiske ’normeringskamp’.
Samtidigt ved vi, at der er mange pædagoger, som ikke kan genkende billedet af minimumsnormeringerne i deres hverdag. Det gælder ikke kun i de kommuner, der undlader at overholde loven – det drejer sig også om, at pædagogandelen over en årrække er faldet, og om at både ledere, langtidssyge medarbejdere og pædagoger, som er ansat til at støtte enkelte børn, tæller med i normeringen.
Det har konsekvenser for vores arbejdsmiljø, når minimumsnormeringerne enten ikke efterleves eller ikke rækker. Tiden bliver for knap til faglig refleksion, sparring, til pauser og til, at vi forbereder os og hjælper hinanden i pressede situationer og perioder.
Vi vil gerne bidrage til det gode lokale samarbejde om arbejdsmiljø – men hvis vi skal lykkes med at styrke arbejdsmiljøet, kræver det, at vi har et spillerum i form af forsvarlige normeringer og nok pædagoger.