"I skal tale faget op" siger de...

Offentliggjort den 20. november 2026 kl. 19.30

»Du skal huske at tale faget op.« Det har jeg fået at vide mange gange. Både som børnehavepædagog og som tillidsvalgt for pædagogerne. Men hvorfor skulle jeg egentlig det?

»Du skal huske at tale faget op.«

Det har jeg fået at vide mange gange.

Både som børnehavepædagog og som tillidsvalgt for pædagogerne.

Fra lederen, fra den kommunale forvaltning eller fra politikeren.

Typisk lige efter, at jeg har peget på, at rammerne for det pædagogiske arbejde var for dårlige.

Og der er jo faktisk ikke noget, jeg hellere vil.

Altså at tale om mit fag.

Jeg er stolt af at være pædagog. Jeg blev pædagog, fordi jeg gerne ville gøre en forskel. For børnene og i sidste ende også for vores samfund.

Og jeg har set det ske.

Gennem årene har jeg set masser af god pædagogik. Jeg har set, hvad det betyder, når en pædagog ved, hvornår et barn har brug for en hånd, og hvornår det er tid til at træde lidt tilbage og lade barnet prøve selv. Når et barn tør noget nyt, finder sin plads i legen eller mærker, at de andre har glædet sig til, at det kom. Det er den faglighed, jeg er stolt af.

De seneste dage er der kommet flere og flere hjerteskærende fortællinger frem om børns hverdag i danske daginstitutioner. Det er hård kost at læse, og jeg forstår godt, at det går lige i hjertet på mange.

Jeg er desværre ikke overrasket. For vi pædagoger har jo råbt op om det her i årevis! Vi har demonstreret, dokumenteret problemerne og peget på løsninger. Bedre normeringer, flere uddannede pædagoger og tid til faglighed og forberedelse.

Alt for ofte har svaret været det samme.»I skal også huske at tale faget op.«

Der er blevet talt en del om tavshedskultur de seneste dage. Mange pædagoger og pædagogfaglige ledere kender de beskeder, der kommer, når de tager bladet fra munden.

»Her taler vi tingene op.«

»Her ser vi udfordringer i stedet for problemer.«

»Her fortæller vi den gode historie.«

Prøv at forestille jer at fortælle, at I er så få på arbejde, at et barn må vente på at få skiftet sin ble.

- Og så få at vide, at I skal fortælle den gode historie. Hvor mange gange tager man så ordet, før man begynder at tie?

Når kommuner og institutioner konkurrerer om at vise de bedste resultater inden for det budget, de har fået, er det svært at være den, der siger højt, hvad børnene må undvære.

Og når måltallene bliver målestok for, om en institution lykkes, risikerer pædagogen og den pædagogfaglige leder at ende som skydeskive. Imens går de politiske beslutninger om økonomi og bemanding fri af kritik.

Den udvikling skal vi vende. Vi skal IKKE bare "tale" faget op.

Pædagoger og pædagogfaglige ledere skal kunne bruge deres ytringsfrihed og fortælle åbent om det, de ser.

Og jer, der sidder med ansvaret i kommunerne, vil jeg opfordre til at lytte til pædagogerne og læse jeres egne tilsynsrapporter.

Når I ved, hvor der er for få på arbejde, hvor pædagogandelen er for lav, og hvor der mangler tid til den pædagogiske refleksion, hvad vil I så gøre ved det?

Tak til jer forældre, der råber op og siger fra, når rammerne for jeres børn er for dårlige. Og kæmpe tak til jer ledere og pædagogkolleger, der hver dag gør en forskel i børn og unges liv.

Vi har al mulig grund til at stå sammen om at kæmpe for de rammer der skal til for at give børnene et godt børneliv.