OK26 handler også om arbejdsmiljø

Offentliggjort den 8. januar 2026 kl. 06.59

Forhandlingerne om OK26 blev skudt i gang i denne uge. Et helt centralt omdrejningspunkt er – igen – kampen for reallønsstigninger til pædagogerne. Men arbejdsmiljø er også på bordet.

 

Det skal være attraktivt både at blive og være pædagog. Og her spiller lønnen naturligvis en afgørende rolle ifht. både oplevelsen af økonomisk anerkendelse af vores vigtige arbejde og ikke mindst købekraft i vores samfund, som i denne tid er præget af prisstigninger.

Samtidig er arbejdsmiljø også en gennemgående rød tråd i forhandlingerne. Reallønsstigninger er ikke kun et spørgsmål om økonomi, men også om rekruttering og fastholdelse – og dermed om muligheden for, at vi kan skaffe nok pædagoger i fremtiden.

Men arbejdsmiljø handler selvfølgelig også om andet end løn.

Kravet om tid til forberedelse er vigtigt for os pædagoger, når vi skal lykkes med vores opgave. Og det har stor betydning for vores arbejdsmiljø.

Desudover har vores krav om mere frit valg mellem løn, pension og frihed og flere rettigheder til frihed ved barns sygdom er også små, men vigtige skridt i retning af et bedre arbejdsmiljø. Det er vigtigt fordi det kan bidrage til, at flere oplever øget fleksibilitet, større indflydelse på sit eget arbejdsliv og en mindre presset hverdag.

Desuden rummer Forhandlingsfællesskabets krav til OK26 en række konkrete initiativer, som understreger, at trivsel og arbejdsmiljø er højt prioriteret.

Et centralt krav er en modernisering af aftalen om Trivsel og Sundhed – blandt andet med fokus på livsfaseproblematikker og det psykiske arbejdsmiljø. Det er særligt relevant set i lyset af bekendtgørelsen om psykisk arbejdsmiljø fra 2020. Her håber jeg, at aftalen kan udvikles, så vi sammen med KL aktivt forholder os til, hvordan vi styrker forebyggelsen af belastninger, der følger af høje følelsesmæssige krav i arbejdet.

Forhandlingsfællesskabet peger også på behovet for at skrue yderligere op for voldsforebyggelsen – enten gennem nye indsatser eller ved at forlænge og udbygge den eksisterende aftale om vold, trusler og chikane fra OK24. Det er særdeles relevant for pædagoger, som er blandt de faggrupper, der er mest udsatte for vold. Forebyggelse handler her om at styrke både børns og pædagogers trivsel, tryghed og sikkerhed.

Der findes ingen nemme løsninger på de arbejdsmiljøudfordringer, pædagoger står overfor. En modernisering af aftalen om Trivsel og Sundhed har eksempelvis kun reel værdi, hvis den forankres i MED-systemet og omsættes til konkret praksis i de enkelte institutioner.

Det ændrer dog ikke ved, at vi går ind i forhandlingerne med al vores viden, erfaring og kampgejst – og med et klart mål om at styrke det fælles fundament for et godt arbejdsmiljø. Det gælder på alle niveauer og i alle de krav, vi har fremsat.