Lad os få ligeløn – lige nu!

Offentliggjort den 8. marts 2019 kl. 06.29

Fredag er det Kvindernes Internationale Kampdag og selvom vi i Danmark er verdenskendte for ligestilling, så har vi stadig problemer, når det handler om ligeløn. Men ligelønsproblemet er ikke et udslag af dårlige lønforhandlinger. Det er et udslag af politik vedtaget i det danske folketing for 50 år siden. Og derfor må nutidens politikere også være med til at få ryddet op.

 

I mit første job som pædagog i en børnehave regnede de med, at jeg var god til at hænge hylder op. De kom snart på andre tanker. For svaret er, at det var (og er) jeg ikke. Jeg er dog en mand og det virkede som det naturligste i verden, hvis jeg også kunne håndtere en boremaskine.

Da jeg for få år siden blev far, oplevede jeg, da mine nyfødte tvillinger havde brug for at være indlagt på neonatal-afdelingen, at lønkontorsdamen i Viborg Kommune protesterede over, at jeg tog sygeorlov med løn, selvom jeg var berettiget til det, »for børnene havde jo deres mor«.

Vi er i Danmark verdenskendte for ligestilling og for nylig blev vi kåret som det mest ligestillede land i verden af Verdensbanken. Desværre forholdt de sig kun til vores lovgivning og hverken til ligeløn og vores meget kønsopdelte arbejdsmarked. 

Kigger vi på fakta, er der stadig 13,1 procent forskel på den løn, som mænd og kvinder tjener helt generelt i Danmark på tværs af alle job og sektorer ifølge Danmarks Statistik. 

Siden 1976 har vi haft en ligelønslov i Danmark. Den slår fast, at mænd og kvinder skal have lige løn for samme arbejde, og at arbejde af samme værdi skal lønnes lige. Vi har bare aldrig rigtigt fået det implementeret, fordi arbejdsmarkedet er kønsopdelt. 

Kvinder er typisk offentligt ansatte og arbejder med omsorg, mens mænd typisk er ansat privat og arbejder med teknik. 

Ligelønskommissionen fandt i 2010, at de tekniske fag aflønnes højere end omsorgsrelaterede fag. Tendensen er tydeligst blandt faggrupper med en mellemlang videregående uddannelse som f.eks. pædagoger.

Ved en reform af de offentlige lønsystemer i 1969 blev lønrelationerne mellem mands- og kvindedominerede fag stadfæstet, og der blev ikke gjort noget ved det faktum, at kvindedominerede fag var markant lavere indplaceret.

Ligelønsproblemet er på den måde et udslag af Folketingets beslutninger. Det kom med som en blindpassager, da den danske aftalemodel blev indført på det offentlige område og er på den måde med til at fastholde disse forældede kønsmønstre i Danmark.

Skulle vi ikke benytte 2019, som er 50-året for reformen af de offentlige lønsystemer, til at gøre op med de indbyggede uretfærdigheder og aftale, at politikerne efter et folketingsvalg sætter sig sammen med fagforeningerne og får gjort op med ligelønsproblemet og indført reel ligeløn i Danmark?