Der er brug for flere pædagoger og minimumsnormeringer

Offentliggjort den 28. maj 2019 kl. 16.15

I valgkampen har mange partier flottet sig og lovet flere pædagoger til vores børn. Men der er fortsat ikke flertal for minimumsnormeringer, der kan sikre, at ressourcerne rent faktisk bliver brugt til formålet.

 

Under den tidligere regering arbejdede jeg selv som børnehavepædagog – og også dengang var der mange børn og få pædagoger.

Derfor blev jeg glad, da regeringen med Helle Thorning-Schmidt (S) i spidsen, vedtog en finanslov der investerede i flere pædagoger i daginstitutionerne.

Problemet var bare, at vi aldrig fik pengene at se ude på stuerne.

Kommunen valgte nemlig at bruge midlerne til en frugtordning i stedet for til flere voksne.

Året efter gik det galt igen. Penge blev givet af regeringen med den ene hånd og taget af kommunale besparelser med den anden.

Resultatet var, at de penge, der skulle have skabt mere nærvær, omsorg og udvikling for vores børn, aldrig nåede frem.

Siden har den nuværende regering gentagne gange også fremført, at de har prioriteret milliarder til børneområdet.

Men det er svært at se effekten af de såkaldte investeringer, når kommunerne igen og igen forringer vilkårene.

Og pengene skal jo nå frem til dem det handler om – ellers nytter de ikke noget.

Når Danmarks Statistik anslår, at børnetallet stiger med 61.000 nul til fem-årige i årene frem mod år 2029, er der grund til at slå alarm. For det kræver alene 10.000 flere pædagoger, blot for at holde det nuværende niveau.

Så selvom Venstre og Socialdemokratiet har lovet, at de vil finde midlerne til det stigende antal børn, er det jo stadig ikke nok til at hæve kvaliteten og forbedre normeringerne ude i den enkelte vuggestue eller børnehave.

Skulle vi op på det nogenlunde forsvarlige niveau, som BUPL, pædagogernes fagforening, peger på med én voksen til tre vuggestuebørn og én voksen til seks børnehavebørn, skulle vi ansætte 5000 flere pædagoger allerede i dag. Det koster 2,1 milliarder kroner.

Og selvom partierne finder midlerne til også at opnormere til dette minimumsniveau, viser erfaringerne at pengene sandsynligvis vil blive spist op af kommunale besparelser – og så er vi lige vidt!

Hvis historien om de manglende penge til flere pædagoger ikke skal gentage sig, er der med andre ord brug for andet end flotte valgkampsløfter og papirpenge, som ikke når frem.

Derfor er der brug for, at vi sætter en prop i besparelserne og sikrer en nedre grænse for hvor lavt niveauet må synke i landets daginstitutioner.

Der er brug for, at folketingspolitikerne tager ansvaret på sig og vedtager minimumsnormeringer i Danmark!