Det er et politisk ansvar, at den nedsatte lønkomité leverer løsninger på det 50 år gamle lønefterslæb for pædagoger, sygeplejersker og andre kvindedominerede fag.
Som pædagog tilhører jeg, den faggruppe i Danmark, som får mindst lønmæssigt ud af at uddanne sig. Det gør jeg, fordi mit fag er et traditionelt kvindefag.
Derfor har jeg også hilst velkommen, at de traditionelle kvindefags lønefterslæb har fyldt godt i både de sociale og nyhedsformidlende medier i løbet af 2021.
Overenskomstforhandlingerne på det offentlige område, diverse borgerforslag imod uligeløn, sygeplejerskernes strejke og nedsættelsen af en decideret løn-struktur-komité har været med til at sætte lønefterslæbet på dagsordenen.
Uddannelse skal kunne betale sig
Det kræver i dag en ungdomsuddannelse med en 3,5-årig professionsbacheloruddannelse oveni at blive pædagog.
Det svarer til seks et halvt års uddannelse efter folkeskolen. Og det er godt, for vi har brug for et højt uddannelsesniveau, når vi skal sikre kvaliteten i børnenes hverdag og leve op til de høje krav, som forældre, samfundet og loven stiller til os.
Men alligevel får vi, pædagoger, i højere grad løn efter fortidens indplacering i det offentlige lønhierarki end for vores udførte arbejde, uddannelse og ansvar.
Vi tjener ovenikøbet mindst af alle med en mellemlang videregående uddannelse. Eksempelvis 6.000 kroner mindre om måneden end skolelærerne.
Det betyder ikke, at jeg mener, at lærerne tjener for meget. Men det betyder, at vi i år 2021 må insistere på, at komitéen forholder sig til, at det skal kunne betale sig at uddanne sig til pædagog, sygeplejerske, socialrådgiver, skolelærer, osv.
Sammenhængen mellem uddannelsesniveau og løn bør afspejle sig i et fremtidigt lønhierarki.
På samme måde som, det er det naturligste i verden, at ingeniører eller speciallæger skal belønnes økonomisk for at tage en lang uddannelse, så må det også gælde for os andre.
Komité må ikke bliver syltekrukke
Da regeringen med opbakning fra et flertal i Folketinget greb ind i sygeplejerske-konflikten, satte de en stopper for strejken, men de løste ikke problemet.
I stedet illustrerede Christiansborg-politikerne problemets kerne: at vi ikke kan rette op på det forældede lønhierarki for offentligt ansatte, inden for rammerne af det nuværende overenskomstsystem.
Ligelønsproblemet er grundlagt politisk og må derfor løses politisk.
Og vi kan lige så godt være helt ærlige. Vi kommer ikke til at løse problemet uden, at der kommer penge fra Christiansborg.
Men det er ikke løsningen bare at smide en stor bunke penge ind i det nuværende overenskomstsystem, som de forskellige faggrupper så kan kaste sig frådende over.
Hvis vi skal have et opgør med tjenestemandsreformen fra 1969 – og hvis vi skal gøre det ordentligt.
Så bliver lønkomitéen nødt til at opstille nogle objektive kriterier og finde fordelingsnøgler, der kan sikre, at pengene bliver brugt, der hvor lønefterslæbet er dokumenteret størst.
Et kæmpe ansvar
Der hviler på den måde et kæmpe ansvar på regeringen og den kommende lønkomité. Hvis komiteen ikke blot skal blive en syltekrukke, kræver det, at komiteen leverer noget der kan handles på. Det er ikke nok bare at identificere, at der et problem. Det ved vi godt! Der skal gøres noget.
Komiteen skal levere gennemregnede langtidsholdbare løsninger, som én gang for alle kan gøre op med det 50 år gamle lønefterslæb for pædagoger, sygeplejersker og andre kvindedominerede faggrupper.
Og skal det lykkes, er der brug for, at politikerne tager deres del af ansvaret.
Indlægget blev udgivet på Netavisen Pio