Kommunerne har de seneste mange år indført stribevis af koncepter, digitale læringsplatforme og skemaer i vores daginstitutioner. Det har desværre i nogen grad fortrængt legen, nærværet og det gode børneliv. Nu er tiden kommet til at bringe legen og ægte pædagogisk faglighed tilbage.
Natalia legede for sig selv på gulvet. Eller hun legede ved siden af de andre børn, som også legede med duplo-klodser i børnehaven.
Ved første øjekast kunne man godt få det indtryk, at hun legede sammen med de andre og var med i legen. Men som pædagog fangede det min opmærksomhed, at der var meget lidt samspil.
Du ved, når Natalia bevægede legetøjshunden hen mod en et andet barn og sagde "vuf vuf". Hvis legekammeraten så tog sin lille figur og svarede "Nååh lille hund, vil du have et kødben?", så ville der være tale om det samspil, som gør legen til noget af det vigtigste i børns udvikling. Det skete ikke.
Leg understøtter fantasi, virkelyst, sprog, nysgerrighed, sociale kompetencer, selvværd og skabelsen af egen identitet. Gennem legen lærer barnet at forhandle, indgå kompromisser og løse konflikter. Helt grundlæggende kompetencer til at indgå og tage del i fællesskabet.
Ifølge filosoffen Hannah Arendt kommer vi først til verden som mennesker, når nogen fortsætter på vores begyndelser. Det passer meget godt på det, der er på spil i legen.
For et af legens kendetegn er, at den bliver til undervejs, og at børn derfor hele tiden må afstemme med hinanden og skiftevis fortsætte på hinandens begyndelser.
Ligeværdig legedeltager
Min oplevelse med Natalia er fra mit arbejde som børnehavepædagog, inden jeg blev valgt til forretningsudvalget i BUPL, og jeg tænker ofte på hende, når vi taler om legens betydning.
Problemet for Natalia på gulvet i børnehaven var, at hun ikke oplevede, at nogen fortsatte på hendes begyndelser. Ingen så hendes begyndelse, når hun bevægede hunde-figuren. Og kammeratens figur hoppede bare på legetøjsbilen og kørte den anden vej.
Det bliver et problem for Natalia, for det afskærer hende fra de vigtige udviklings- og dannelsespotentialer, som ligger i legefællesskaberne.
Som Natalias pædagog vidste jeg, at hun ikke havde et sprog på niveau med sine jævnaldrende, og hun søgte tit børn, der var noget yngre end hende, selvom der også her sjældent var tale om egentligt samspil.
Det blev en ond cirkel, for den manglende sociale og sproglige udvikling gjorde det kun sværere for Natalia at blive en ligeværdig legedeltager.
Noget måtte gøres.
En del af fællesskabet
Ifølge det kommunale koncept for sprog skulle der iværksættes læringstiltag, der skulle træne Natalias sprog. For de mange koncepter og kommercielle pædagogiske programmer, kommunerne tilkøber, handler ofte om at spotte fejl og mangler hos børnene, som pædagogerne så skal forsøge at udbedre.
Derfor anbefalede talepædagogen, at vi skulle tage Natalia ud af børnegruppen for at træne hendes ordforråd i et rum uden de andre børn.
Men min pædagogkollega og jeg var ikke enige. Vores pædagogiske faglighed fortalte os, at Natalia i så fald ville komme længere væk fra fællesskabet. Vi var også uenige i, at det var i Natalia, problemet boede. Problemet var jo, at Natalia ikke lykkedes med at positionere sig som deltager i legefællesskabet.
Derfor ville vi pædagoger i den kommende tid sikre, at Natalia oplevede, at nogen fortsatte på hendes begyndelser. Det skulle ske gennem aktiviteter, vi satte i gang, og så skulle vi prøve at sætte hende sammen med udvalgte potentielle legekammerater.
Vi lavede nye spisegrupper og aktiviteter, og målet var, at nogle af børnene – eller vi selv – altid reagerede konstruktivt og fortsatte på hendes initiativer. Hele formålet var ikke at tage hende væk fra fællesskabet og reparere på hende, men at få hende med i samspil og i legefællesskaber – og dermed sætte gang i hendes udvikling.
Lidt efter lidt kom Natalia mere og mere i samspil. Hendes adfærd ændrede sig, hun kom med flere initiativer henvendt til andre børn, og kammeraterne fik også øje på Natalias potentiale som legekammerat. Snart legede hun ikke længere ved siden af de andre, men sammen med dem.
Hendes sprog udviklede sig også overraskende hurtigt og blev mere og mere ligeværdigt med de jævnaldrende.
Pædagoger skal skabe legefællesskabet
Fokus på leg og legefællesskaber i vores daginstitutioner er altafgørende. Men legefællesskaberne kommer ikke af sig selv. Der er brug for pædagoger med den rigtige faglighed – og tiden til – til at kunne rammesætte, udvikle og indrette gode legemiljøer.
Kommunerne bruger mange penge på koncepter, som de med fordel i stedet kunne bruge på forberedelsestid til pædagogerne og uddannelse af flere pædagoger via merit.
Vi skal nemlig have fokus på det gode børneliv og at få alle børnene med frem for at finde fejl ved børnene og skulle reparere på dem.